+34 952 58 57 21

Med virkning fra januar 2007 vedtog Folketinget nye regler for pensionsrettigheder ved separation og skilsmisse. Desværre har mange stadig ikke helt forstået situationens alvor.

Afsnit:

Folketinget har vedtaget nye regler for pensionsrettigheder ved separation og skilsmisse, der kan få fatal betydning for især mange af landets gifte kvinder.

Hidtil har almindelige kapitalpensioner og ratepensioner skulle deles ligeligt mellem mand og hustru ved separation. Dette er med virkning fra den 1. januar 2007 blevet afskaffet. Det skal nu vurderes om pensionsordningen er ”rimelig”. Vurderes den som rimelig, så vil den tilhøre den part der har anskaffet sig ordningen – og sagen vil blive behandlet som vedkommendes særeje.

Konsekvensen bliver, at manden ikke skal dele sine opsparede pensioner med hustruen og omvendt. Dette vil først og fremmest ramme mange kvinder. Erfaringsmæssigt ved man nemlig, at det oftest er mændene, der har de store pensionsopsparinger. Kvinder har ofte kun få – eller ingen – opsparede pensionsmidler.

Rimelig pensionsordning

Spørgsmålet er derfor, hvad der er en rimelig pensionsopsparing. Fx vil alle sædvanlige arbejdsmarkedspensioner anses for sædvanlige for den pågældende part. Ligeledes vil pensioner, hvor der kontinuerligt er indbetalt beløb, anses som sædvanlige. Dette betyder, at langt de fleste pensionsordninger vil blive bedømt som rimelige, og altså fremover være den pågældendes særeje.

De ordninger, der ikke betragtes som rimelige, skal deles. Det vil formodentlig blive ganske få. Denne delingsregel gælder alene, hvis ægteskabet har varet mindst 5 år.

Spørgsmålet er derfor, om der ikke er noget at stille op, hvis kvinden har sparet 200.000 kr. op og manden halvanden million. Loven giver i sådanne tilfælde, hvor der er tale om en pensionsmæssig skævhed, mulighed for kompensation. Dette kræver dog mindst 15 års ægteskab, og man skal bemærke sig, at der er tale om kompensation. Det betyder, at man får et “plaster på såret”, i her nævnte tilfælde måske 50 – 100.000 kr. Man skal aldrig regne med at opnå halvdelen af den anden parts pensionsopsparing.

Loven gælder for alle der er gift uagtet hvornår de blev gift og hvor meget man har indbetalt på pensionsordningerne før og under ægteskabet.

 

 

Lovens formål

Formålet med loven er at afskaffe de urimeligheder, den gamle lov indebar. Blandt andet skulle tjenestemænd ikke dele deres pension med ægtefællen, mens den pensionsoppebærende ægtefælle skulle dele med tjenestemanden. Dette er på trods for, at tjenestemanden selv havde en rimelig fornuftig og statslig pensionsopsparing. Men først og fremmest har det været Folketingets hensigt at sende det klare signal, at pension er et individuelt ansvar og ikke et familiekollektivt ansvar. De tider, hvor man lod indbetalingerne gå ind på mandens pensionsordning af hensyn til skattebesparelsen, er derfor nu forbi.

Hvis man vil være sikker på, at alle pensionsmidler deles ligeligt ved eventuel skilsmisse eller separation, skal man kontakte sin advokat og få oprettet en fællesejeægtepagt. Et nyt fænomen, der betyder, at man ved ægtepagt kan erklære, at parternes pensionsindbetalinger fortsat skal deles ved separation og skilsmisse.

Skrevet af Advokat Peter Thykier som samarbejder med Advokatkontoret Ana Mª Navarrete