+34 952 58 57 21

Flere og flere danskere køber boliger i udlandet. Dette gælder også Spanien. Spanien skelner ikke mellem helårsboliger og ferieboliger. For danske statsborgere gælder der ingen begrænsninger i retten til at købe fast ejendom i Spanien.

Beskatning i Danmark
I princippet beskatter Danmark på samme måde som hvis boligen var beliggende i Danmark.

Afgørende for beskatningen er anvendelsen af boligen.

Privat anvendelse
Ved privat anvendelse vil der ikke være fradrag for driftsudgifter. Renteudgifter er fradragsberettigede.

Boligens formueværdi skal oplyses på selvangivelsen for udenlandsk indkomst. Gæld der vedrører ejendommen fratrækkes.

Der skal betales ejendomsværdiskat af ejendommens værdi.

Avance ved salg er typisk skattefri.

Erhvervsmæssig anvendelse
Ved erhvervsmæssig anvendelse vil lejeindtægter være skattepligtige, og der vil være fradrag for driftsudgifter. Nettobeløbet er personlig udenlandsk indkomst. Renteudgifter er fradragsberettigede som negativ kapitalindkomst. Da der er tale om erhvervsmæssig anvendelse, kan virksomhedsskatteordningen anvendes, hvilket betyder, at renteudgifter kan fratrækkes i den personlige indkomst, og at overskud kan opspares i virksomhedsskatteordningen.

Avance ved salg er skattepligtig som kapitalindkomst.

Blandet anvendelse
Ved blandet privat og erhvervsmæssig anvendelse skal overskuddet beskattes som kapitalindkomst. Man kan vælge at opgøre den skattepligtige indkomst efter en almindelig regnskabsmetode eller efter en standardfradragsmetode. Hvilken metode der er bedst vil afhænge af størrelsen af lejeindtægter og driftsudgifter. Renteudgifter er fradragsberettigede i kapitalindkomsten. Der skal betales ejendomsværdiskat i det omfang at ejendommen ikke har været anvendt erhvervsmæssigt.

Har boligen været anvendt blandet privat og erhvervsmæssigt er avancen typisk skattefri.

Beskatning i Spanien 
Efter interne regler i Spanien  vil lejeindtægter skulle indkomstbeskattes i Spanien.

Afgørende for beskatningen er anvendelsen af boligen.

Privat anvendelse
Ejerskab af en sekundær bolig pålægges en lejeværdi på 2 % af den offentlige ejendomsværdi (1,1 % hvis den offentlige værdi er reguleret efter den 1. januar 1994). Dette beløb indgår i den spanske indkomst og beskattes med 24 %.

Der er ikke fradrag for renteudgifter.

Erhvervsmæssig anvendelse
Anvendes boligen erhvervsmæssigt vil lejeindtægterne være skattepligtige i Spanien. Lejeindtægter beskattes uden fradrag for drifts- og renteudgifter. Der er således tale om en bruttobeskatning af lejeindtægten. Skatten er på 24 %.

Blandet anvendelse
Anvendes boligen blandet privat og erhvervsmæssigt, vil lejeindtægterne være skattepligtige i Spanien. Lejeindtægter beskattes uden fradrag for drifts- og renteudgifter. Der er således tale om en bruttobeskatning af lejeindtægten. Skatten er på 24 %.

Andre skatter
En særlig lokal boligskat på op til ca.0,4 – 0,8 % af den offentlige spanske ejendomsvurdering pålægges boligen hvert år. Skatteprocentens størrelse afhænger af, i hvilken region ejendommen er beliggende.

Avance opstået ved salg af boligen er skattepligtig indkomst. Avancen beregnes som forskellen mellem afståelsessummen og anskaffelsessummen tillagt udgifter til forbedring og reguleret for inflation. Avancen beskattes med 18 %.

Dobbeltbeskatning
Som det fremgår ovenfor kan indkomster blive beskattet samtidig i både Danmark og Spanien. Herved er der opstået en dobbeltbeskatningssituation.
Dobbeltbeskatning løses ved, at Danmark giver nedslag (credit) i dansk indkomstskat for betalt indkomstskat i Spanien. Herved bliver den totale beskatning reelt lig med den normale danske beskatning.