For nogen tid siden blev Ekstra Bladet sagsøgt af en Islandsk bank for påståede injurier ved en domstol i London. Det kom formentlig bag på mange (og i alt fald på Ekstrabladet), at dette kan lade sig gøre.
For mange virksomheder, der i takt med globaliseringen i stigende omfang har handelsmæssigt samkvem med udenlandske kunder og leverandører, har spørgsmålet i overskriften samt spørgsmålet om, hvor retssager kan anlægges, stor betydning.
En del danske virksomheder har indgået egentlige kontrakter med deres udenlandske samhandelspartnere, og der er her mulighed for på forhånd at aftale, hvor eventuelle tvister mellem parterne skal afgøres, og hvilket nationalt regelsæt, der skal gælde.
Ligeså mange virksomheder handler imidlertid ”på regning”, og uden at man har indgået noget egentligt aftalegrundlag. Disse virksomheder lever livet farligt.
Enhver virksomhed med internationale relationer bør stille sig selv de to spørgsmål:
- Kan en udenlandsk dom tvangsfuldbyrdes i Danmark?
- Hvor kan virksomheden risikere at blive sagsøgt og under hvilke retsregler?
Konventionerne
Danmark har som bekendt taget forbehold overfor det retlige samarbejde indenfor EU. Danmark får derfor ikke gavn af de retsakter, der måtte blive vedtaget jfr. EF-traktatens art. 65. Danmark er således i det internationale retlige samarbejde henvist til at agere på grundlag af forskellige konventioner – i første række Domskonventionen og Romkonventionen.
Hvor Domskonventionen regulerer spørgsmålet om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser, så regulerer Romkonventionen spørgsmålet om, hvilket regelsæt, der finder anvendelse på en given tvist.
Begge konventioner er af ældre dato (1968 og 1980) og har på en række områder ikke fulgt med retsudviklingen. Vi kan næppe forvente en modernisering af konventionerne, idet udviklingen nu sker indenfor det traktatmæssige samarbejde i EU, som Danmark altså indtil videre har valgt at stå udenfor.
Domskonventionen
Domskonventionens udgangspunkt er, at personer og selskaber kan sagsøges i den stat, hvor de har domicil. Nationaliteten er uden betydning.
En væsentlig undtagelse er Konventionens artikel 5, stk. 1, der omhandler kontraktforhold. Efter denne bestemmelse kan en retssag anlægges på det sted, hvor en kontraktforpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes.
Hvad der nærmere ligger i begrebet ”kontraktforhold” må udledes af retspraksis. Herefter forudsætter et kontraktforhold, at der er tale om en forpligtelse, som parterne frivilligt har påtaget sig.
Hvis en kunde, der har købt en vare af en agent, anlægger sag mod agenturgiveren under påberåbelse af fejl og mangler ved varen, kan sagen ikke anlægges efter denne bestemmelse, da der ikke er nogen frivillig forpligtelse mellem kunden og agenturgiveren.
Hvis en agenturgiver derimod anlægger sag mod agenten om ophævelse af agentaftalen, kan sagen anlægges, der hvor aftalen er opfyldt/skal opfyldes” – dvs. agentens hjemting. Her har parterne nemlig frivilligt påtaget sig gensidige forpligtelser (agentaftalen).
I visse tilfælde kan der være tvivl om, hvorvidt der overhovedet er indgået en frivillig forpligtelse. En dansk virksomhed påstår f.eks. at have indgået en købsaftale med et tysk firma, hvilket det tyske firma benægter. En sådan sag skal efter artikel 5 anlægges ved tysk domstol.
I forbrugersager har forbrugeren, hvis han vil rejse en sag mod den erhvervsdrivende, valgfrihed med hensyn til, om sagen skal anlægges ved forbrugerens eller den erhvervsdrivendes hjemting. Hvis den erhvervsdrivende omvendt vil anlægge sag mod forbrugeren, skal dette altid ske ved forbrugerens hjemting.
En dom afsagt i et land omfattet af konventionen kan som altovervejende hovedregel fuldbyrdes gennem den danske fogedret. Fogedretten kan kun afslå at fuldbyrde dommen, hvis denne strider mod grundlæggende danske retsprincipper. Det er dog stort set aldrig tilfældet. De danske domstole kan heller ikke tage stilling til om dommen er ”rigtig” i sit indhold og efterfølgende indsigelser fra den dømte part er således udelukket.
Det vil, som man kan forstå, være farligt blot at ignorere et sagsanlæg i en anden stat i håbet om, at der nok ikke sker noget. Er dommen først afsagt, kan den gennemtvinges i Danmark.
Hvis man som dansk virksomhed har samhandel med udenlandske partnere, bør man derfor altid indgå en egentlig skriftlig kontrakt og med en aftale om, hvor retssager skal anlægges og hvilke regler, der skal være gældende. Sådanne ”værnetingsaftaler” skal altid være skriftlige.